Hvad jeg vil i byrådet


I byrådet vil jeg fortsat være en borgerlig liberal stemme i alle forhold, byrådet har indflydelse på.

Jeg vil arbejde for bedre vilkår for vore svage medborgere, som vi har en særlig forpligtelse over for. Det er min hjertesag. Det vil andre også. Det kunne da også lige passe andet. Men du skal vide, at der en enorm forskel på, om din tilgang hertil er liberal eller socialistisk.

Borgerlig liberal politik er at forene social tryghed med størst mulig frihed og selvstændighed for det enkelte menneske. Vi skal give borgerne den størst mulige valgfrihed og sikre, at alle får mulighed for at udnytte sine ressourcer og evner bedst muligt. Når det offentlige træder til, er det vigtigt, at vore medborgere hjælpes til et aktivt liv med arbejde, fritid og fællesskab. Ingen skal på forhånd opgives eller parkeres på passiv forsørgelse på kanten af samfundet.

Derfor skal vi sikre en effektiv og serviceorienteret offentlig sektor, som er til for borgernes skyld - og ikke omvendt. Den skal være velfungerende og samtidig være en udviklende og spændende arbejdsplads for medarbejderne. De offentlige institutioner, f.eks. lokalcentre, bosteder og væresteder skal have større ledelsesmæssige frihedsgrader og have bedre muligheder for at tilrettelægge driften uden politisk og bureaukratisk indblanding ovenfra.

Århus kommune ligger helt i top med hensyn til udgifter til de ældre medborgere. Det er en kendsgerning, som rådmanden for sundhed og omsorg helt ser bort fra, når hun hver eneste gang bortforklarer problemer med, at de skyldes den borgerlige regerings besparelser. Hun mener, at flere penge løser alting. Men hun siger aldrig lige ud, at hun vil have skatteforhøjelser, som er den eneste måde at få flere penge på.

Jeg kunne da også ønske flere penge. Men først vil jeg se, at de mange penge vi i forvejen har til rådighed, bliver brugt fornuftigt. Til kerneydelser og ikke til kulørte ugeblade, tobakskampagner og et hastigt voksende bureaukrati.

Her kan du se den statistik fra Indenrigs- og socialministeriet, der viser, Århus ligger i toppen med udgifter på ældreudgifter. Klik på et emne herover for at læse mere


De ældre

Børn kommer med storken – ældre kommer med stokken. I 1993, som var Det europæiske Ældreår, så man ofte symbolet med stokken. Ja, Socialministeriet forsøgte endog at få den til at blomstre.

ældrepleje
Ligesom med storken, så er stokken misvisende som symbol. Omkring 80 % af ældre klarer sig selv. Ældre har aldrig været friskere, mere mobile, mere opsatte på at leve og opleve end nu. De er aktive i dagligdagen. De kommende ældre-generationer har bedre helbred, er mere velstillede og har bedre indsigt i egne levekår og har hermed også en forståelse for og en mening om, hvordan deres alderdom skal leves. De kan selv og vil selv. Og det skal de have lov til.

De svage ældre
Der vil altid være skrøbelige mennesker, ældre som yngre, som er afhængige af andres bistand, pleje og omsorg. Denne hjælp skal vi yde på en værdig måde og med respekt for den enkelte.
De svage ældre er ikke og må ikke føle sig til besvær. Vi skal sikre, at de kan trives i tryghed og have oplevelsen af et værdigt liv. Det skylder vi vore ældre medborgere. Til toppen af siden

Indflydelse på dagligdagen
Det hører med til et værdigt liv at have indflydelse på sin dagligdag. Derfor skal man lytte til og tilrettelægge indsatsen i samarbejde med de ældre og med skyldig hensyn til den enkeltes ønsker.
Der skal være plads til – og tid til – at arbejde i et tempo, så de ældre kan følge med, og der skal være tid til en anstændig pleje. Vi vil ikke se flere eksempler på minimal pleje, som ikke lever op til byrådets krav til kommunens kvalitetsstandarder.
De ældre, der modtager hjemmehjælp, skal have få faste hjælpere, så de får en fleksibel og stabil hjemmehjælp, hvor den ældre undgår for mange skift, og hvor den ældre kan aftale dagens opgaver med sin hjemmehjælper. Det giver tryghed.

Pårørende
Vi skal værdsætte de pårørendes interesse for den ældres dagligdag. God omsorg er at sikre, at også pårørende inddrages i samarbejde med medarbejderne. Pårørende skal vises tillid og respekt, og de skal oplyses om deres rettigheder.
Det blev i forbindelse med Tilsynsloven, som kom i 2002, pålagt kommunerne, at oprette Beboer-pårørenderåd ved alle plejeboligenheder.

Tilsyn med ældreplejen
Selvfølgelig skal der føres tilsyn med plejehjemmene. Deres formål er at give de ældre og deres pårørende en garanti for, at forholdene er i orden.


Pædagoger i ældreplejen
Pædagoger kan styrke plejen for de svage ældre. Til toppen af siden



Reelt frit valg

Det frie valg skal fastholdes. Jeg har ingen forudfattet mening, om man vælger kommunal eller privat hjælp. Men valget skal være der.

Venstre finder det naturligt, at også ældre mennesker har valgmuligheder i deres liv. Det har de haft gennem hele deres voksne liv, så hvorfor stoppe, når de begynder den 3. alder.

Allerede inden lov om frit valg blev besluttet i Folketinget, var der mulighed for at vælge inden for hjemmehjælpen. Ville man selv udpege en person som hjemmehjælper, skulle kommunen betale for det, som havde det været en kommunal hjemmehjælper. Også i samme socialdemokratiske regerings tid indførte man fleksibilitet i hjemmehjælpsarbejdet, så borgerne selv kunne vælge, hvilket arbejde, der skulle gøres under de enkelte besøg. Derfor var opmåling af tid allerede nødvendig på dette tidspunkt, da man jo skulle udmåle hjælpen efter noget. Når ydelserne kunne være forskellige, måtte man bruge tiden. Det er derfor helt forkert, at det var loven om frit valg, der stillede krav om dette.

Allerede flere år inden lov om frit valg trådte i kraft, havde nogle kommuner ganske af egen drift indført frit valg. Det gik glat og smertefrit. Men ikke i Århus kommune. Her blev fritvalgsordningen besværliggjort og lagt for had, og holdningen er ikke ændret meget siden da. Men nu har vi ordningen med frit valg, så borgerne selv kan vælge, og der er kommet mere frit valg, efter at flere sundhedsopgaver er flyttet til kommunerne fra regionerne.
Til toppen af siden



Medarbejdere i ældreplejen

Der skal flere medarbejdere ud i front, og vi skal sikre os gode medarbejdere, der skal have mere indflydelse på deres dagligdag med tid til omsorg. Altså mere ansvar og kompetence til den enkelte medarbejder. Det vil give mere motivation og arbejdsglæde, så medarbejderne fastholdes i job, som de trives i.
Det vil også give sig udslag i sygefraværet, der i dag er alt for højt. Der bruges knap 100 millioner til dækning af sygefravær i ældreplejen. En halvering af sygefraværet er realistisk og vil give mulighed for mange flere medarbejdere til de svage ældre.
Til toppen af siden



Borgernes rettigheder

Det er væsentligt for mig, at borgernes lovfæstede rettigheder overholdes. Det har ikke altid været tilfældet i Århus Kommune. Alle borgere skal behandles efter gældende love og regler. Personalet skal derfor være bekendt med borgernes rettigheder.

Til toppen af siden



Et sammenhængende patientforløb

Det har knebet tidligere at få sammenhæng mellem en indlæggelse og efterbehandling i kommunen. Der foreligger nu klare sundhedsaftaler mellem region og kommune, så udskrivelsen kan foregå på ordentlig vis. Det gælder især borgere, som udskrives med følger efter sygdom eller med handicap. Der skal sikres en hurtig indsats til borgere med erhvervet handicap som f.eks. hjerneskade.
Til toppen af siden



De handicappede

Ligeværdighed
Vore handicappede medborgere skal så vidt muligt kompenseres for deres handicap, så de sikres ligeværd og livskvalitet. Handicappede skal have de fornødne hjælpemidler, en dagligdag med arbejde eller beskæftigelse, indhold i fritiden og en ordentlig bolig.

Væresteder
Der skal være væresteder, hvor personer med et psykisk handicap kan finde fællesskab i hverdagen. De skal have indflydelse på deres hverdag og på værestederne og skal behandles med respekt og værdighed.
Til toppen af siden



De socialt udsatte.

Væresteder
Der skal findes væresteder, hvor samfundets udsatte kan komme. Også her er det muligt, hensigtsmæssigt og ønskeligt at give brugerne indflydelse. Og så skal der gives brugerne mulighed for at komme videre, når de er i stand til det. De skal ikke fastholdes i deres sølle liv, som det kan ses nogle steder.

Misbrugere
Behandlingen af stofmisbrugerne varetages nu af kommunen. Målet for behandlingen skal være at sikre, at misbrugerne får mulighed for at komme videre i deres liv og igen være en del af samfundet. Erfaringen viser, at det kan nytte at gøre en indsats.

Økonomisk fattigdom eller socialt armod
Ved en stor fattigdomskonference, som blev afholdt af Århus Kommune, Magistratens 1. afdeling, havde man fundet 2 personer, der fortalte om deres liv i fattigdom. Den ene var en aktiv stofmisbruger, som ikke havde penge nok, da han levede på gaden. Han var nu flyttet til et herberge, hvor han trivedes. Havde han fået det bedre på gaden med flere penge? Næppe!

Den anden var en mor til et par mindreårige piger, som fortalte, at når hun handlede i de første 3 uger i måneden, kunne pigerne selv bestemme hvilke livretter, de ville have til middag. Men i den 4 uge, måtte hun selv købe ind, for da var der ikke råd til livretter mere. Desuden var det et problem, at pigerne ikke kunne få 100 kr. med til fødselsdagsgave, når skolekammeraterne holdt fødselsdag.

Er det økonomisk fattigdom? Eller er det socialt armod?

Aflad Alt for mange lever under omstændigheder, som ikke er et velfærdssamfund værdigt. Men jeg køber ikke den socialistiske løsning, hvor alt vil gå paradisisk til, blot vi får en anden regering og deler nogle flere penge ud. Det er en alt for bekvem måde at købe sig aflad på over for en gruppe medborgere, der har det skidt.


Til toppen af siden